Historien om Fjaltring & Trans

Ved Mærsk Ved Krogdal sø Ved Dybå

Ved Trans Strandfogeder Strandingsauktioner

-

Kort Mærsk Kro Fotos

Området ved Mærsk i Fjaltring

- dengang i forlængelse af Tuskærvej vest for nuværende Kulturcenter Tuskær

I 1919-1921 blev der bygget et havdige vest for Mærsk Kro. Mærsk Kro lå ved fortsættelsen af den vej, der stadig fører ud til Kulturcenter Tuskær.

Dette dige blev senere søgt beskyttet ved hjælp af en række høfder (høfde I-V) fra Tuskær og sydpå, opført 1931-1932.

I 1941-1949 blev der så bygget et nyt havdige på Thorsmindetangen. Det skete for at undgå digebrud med deraf følgende oversvømmelse af hele Nissum Fjord-området.

På det tidspunkt var der 10 - 12 huse og små ejendomme på tangen, som blev eksproprieret.

Nord for det gamle Mærskdige truede havet med at skære sig ind bag havdiget vest for Krogdal Sø. Vandbygningsvæsenet besluttede derfor at rykke havdiget længere østpå.

I 1952 blev ejendommene i området eksproprieret, blandt andet Mærsk Kro. 

Det nye dige gik hen øst om kroen og vest om ”Toldhuset”. Kroens bygninger blev solgt af staten til nedrivning til den tidligere ejer, Evald Kielsholm. Han udsatte nedrivningen, og i januar 1954 skrev VBV til ham, at hvis det ikke var nedrevet senest 22. Januar 1954, ville det blive nedrevet på hans regning.

Da havdiget ved Mærsk Kro var blevet bygget, opgav man at vedligeholde høfdegrupperne I-V (ud for Mærskdiget) og R-U (ud for Kirkegård og Ruby i Fjaltring). Herefter blev den sydligste høfde Høfde Q.

I de følgende år skete der en kraftig indskæring i området syd for Høfde Q, så kraftig at der til sidst var fare for, at Mærskdiget skulle blive bagskåret. 

Derfor besluttede man, at bygge et stormflodsdige, der skulde sikre mod en bagskylning til Nissum Fjord og ødelæggelse af Ramme å afvandingsanlægget med tilhørende pumpestation.

Arne Lisby Kjær, Fjaltring fortæller:

Hvem der var initiativtager vides ikke; men Kystinspektoratet og den tidligere sognerådsformand og daværende byrådsmedlem Peder Ruby, var naturligvis godt kendt med problemerne. 

Fredningsplanudvalget, med amtmand Back som formand, var formentlig blevet orienteret om forholdene og Kystinspektoratets tanker om et stormflods dige. 

Læs resten af ALKs historie her

 

De tre gårde der blev berørt af jordkøbet stod nu tilbage. Fjaltring Trans beboerudvalg fik råderet over dem, og i løbet af kort tid flyttede det grønlandske teater fra Holstebro, der senere blev til Tuukkaq Teatret, ind her.  Tuskjær og Sdr. Sønderby blev brugt til lidt af hvert i nogle år, bla.a. bofællesskab.
I 1986 overtog Elin Nilsson Tuskjær og opbyggede det nuværense Kulturcenter Tuskær.

Området administreres af Skovdistrikt Klosterhede. Herunder hører også den nedlagte redningsstation Tuskjær på Rubyvej.

Siden har man ved hjælp af nye kystsikringsmetoder holdt kysten, så den ikke længere truer baglandet.

---

Jak Jensen fra Fjaltring
fortæller fra digebyggeriet til lokalarkivet i 2009

Arbejdet ved ”æ haw”

Jeg været med til at bygge dæmningen nord for Thorsminde til Fjaltring.
Der blev vi en dag fyrret for dovenskab af formanden. Dvs. mig, Høj Maden, Aksel Houl og den lille svensker. Men så skulle vi jo have opgjort lønnen, for det var jo akord arbejde, og så viste det sig, at vi havde så meget overskud, at vi fik den dobbelte timeløn.

Grunden til at vi blev fyrret for dovenskab var, at vi en gang imellem, når vi havde fyldt trillebørene med sand satte vi os og stoppede piben, og det var ikke tilladeligt  på en arbejdsplads den gang.
Men det endte også med, at vi blev kaldt ud på pladsen igen.
Det var omkring 1941.
Det var for øvrigt ikke for VBV vi arbejdede for, men for entreprenør Bækgaard.
Det var hårdt arbejde at køre sandet ud på slisken og tippe den ned.

Ham der kørte forrest  med trillebøren kaldte man ”fortriller”. Det har jeg også været. Det krævede, at man gav folk tid til at fylde trillebørren, men der skulle ikke mere på end at sandet stadig var der når de nåede op og skulle tømme det ud.

Men efterhånden blev der lagt tipvognsspor ud, og så det var vognene der skulle fyldes, køres ud og tippes ned.

Og da fandt vi ud af, at fagforeningen ingenting var værd. Vi havde lavet en akord med entreprenør Bækgaard om, at vi skulle have 1 kr. pr. vogn vi læssede. Da der var gået nogle dage blandede fagforeningen sig i det. Vi måtte ikke få mere end de københavnere der arbejdede der. Bækgaard ville selv bestemme, hvor meget han betalte, men det endte med, at det blev sat ned til 75 øre pr vogn, som var den aftale fagforeningen havde indgået med københavnerne. Men det endte alligevel med, at vi fik 1 kr. pr vogn. I det Bækgaard fandt et hul i aftalen med fagforeningen.
Hvis vi læssede 25 vogne om dagen fik vi 1 kr pr læs.