- |
I 1874 nedsatte regeringen en kommission, der skulle ”finde midler til at modarbejde havets gradvise fremrykning udfor Thyborøn-Landtungen”.
Kommisionen nedsatte et udvalg, der skulle indsamle oplysninger om de forandringer, som forholdene på Jyllands Vestkyst i tidens løb var undergået.
Udvalget bestod af C. Aaberg, N.B. Breinholt og C.F. Grove. C. Aaberg var gårdmand fra Møborg og medlem af Folketinget, Breinholt var proprietær fra Vandborg og medlem af Landstinget, og Grove var øverste chef for fyrvæsenet.
Det var et kyndigt og stærkt hold med en solid
viden om de særlige forhold på den jyske Vestkyst. De afleverede deres
betænkning i juni 1879. Og det er spændende læsning.
De tre mænd
besluttede sig for noget helt nyt og usædvanligt; de ville høre, hvad
lokalbefolkningen havde af viden og erfaringer om de forandringer, der
var sket langs kysten siden Aggertangens gennembrud.
De formulerede derfor 24 spørgsmål, som alle langs kysten var velkomne til at svare på. Spørgsmålene drejede sig om emner som nedbrydning af kysten, bygningers afstand til kysten, forandringer i landgrunden og havstokken, indskæringer og revler, klitter og meget andet.
Nr. 13d. Meddeleren der er Strandfoged og
boer ca. 2 Miil nordfor Thorsminde [strandfoged Jesper Olsen, Kirkegård i
Fjaltring], antager, at der ud for hans
Eiendom i de sidste 40 Aar er bortskyllet ca. 450 Alen [282 m]. Han meddeler endvidere, at et Huus, der
under Stormfloden 1839 Kl. 8 om Aftenen stod 51 Alen [32 m] fra Kanten af Havklinten, samme Aften Kl.
10 begyndte at synke i Havet.
Nr. 12, 11, 10, 9 og 8. Alle disse Besvarelser er fra Trans og gaae ud paa, at
Kysten bortskylles stærkt; de nævne Huse, Veie, Broer osv., som ere
bortskyllede eller flyttede, men kun én nævner et bestemt Tal, nemlig Nr. 8
(fra Strandfogden [Jens Peter Pedersen, Kirkeby i Trans]), som meddeler, at for 40 Aar siden var der
en omtrentlig Afstand af 300 Alen [188 m] fra Bovbjerghusene til Havet, medens Pladsen, hvorpaa Husene dengang
stode, nu ligger i Havet, altsaa en Bortskjæring af henimod 10 Alen [6,30
m] aarlig.
Nr. 7. Meddeleren [Knud Friis Jensen, Kåsgård i Ferring], 57 Aar gl., siger, at i den Tid, han kan
huske, er der udfor hans Fødegaard (Kaasgaard i Ferring) bortskaaret 600 Alen [378
m].
Nr. 6. Meddeleren [Chr. Larsen i Vester Ferring], Strandfoged i Ferring, kjendt med Kysten i 28 Aar, siger, at meget
bortskylles, og nævner, at Stedet ”Bjerg” i 1840 laa 600 Alen [378 m] fra den yderste Skrænt af ”Bovbjerg”,
medens Pladsen, hvor det stod, og et godt Stykke til i 1876 var skyllet i
Havet, ligesom han nøiagtigt opgiver, at Havet lige vestfor hans egen Gaard i
Aarene 1865,66 og 67 bortskar 53 Alen [33 m], altsaa aarlig ca. 18 Alen [11 m].
Høfderne på strækningen ud for Ferring Sø blev bygget i årene 1876-1883. Byggematerialet var blevet samlet sammen i efteråret 1875, og de tre første høfder (1-3) blev bygget i 1876. Det skete for at forhindre gennembrud af den smalle tange mellem havet og søen – og dermed ind i Limfjorden.
Høfderne på strækningen ud for Bovbjerg-Trans blev bygget i årene 1909-1937 (ned til den stadig meget markante indskæring syd for Trans Kirke). Det blev nødvendigt, fordi man efter bygningen af høfderne nord for Bovbjerg fik en kraftig bortskæring af kysten syd for Høfde 1. Gårde måtte nedrives og flyttes længere ind, landbrugsland forsvandt i havet.