- |
- dengang beliggende ved forlængelse af Tuskærvej vest for nuværende Kulturcenter Tuskær
Mærsk Kro var bygget i 1879. Den lå langs vejen, der kom nordfra og gik ned over Bøvling Klit. Vejen til Thorsminde var ganske vist meget dårlig – nærmest bare hjulspor ved siden af hinanden i sandet – men den var ret trafikeret. Der var mange bønder helt langt op i Dybe og Ramme, der havde klitskifter med godt enghø på Bøvling Klit, og når de kom forbi, så holdt de altid ved Mærsk Kro for at få en bajer eller en kaffepuns. Der kunne holde 10 hølæs uden for døren. Andre kunder var de fiskere, der brugte Mærsk lænding lige vest for kroen; de kom og spiste og fik kaffepuns. Også redningsmandskabet fra Tuskjær Redningsbåd spiste på kroen efter øvelserne. Desuden boede ingeniører og andet pænt folk, som førte tilsyn med dæmningsbyggeri der – eller folk, der skulle på jagt.
Kroen var indrettet, så de forskellige gæster kunne være der uden at genere hinanden. Der var ”Skænkestuen” med to langborde og fast bænk langs væggen; så var der ”Store Stue”, hvor der var små borde og stole; og bagved var der værelser til fremmede, fx entreprenører eller uldkræmmere. Det store køkken lå bag skænkestuen. I vestenden af huset boede familien selv. Der var en stue med bord og stole og forældrenes seng, et lille kammer til børnene, et lille rum til tørv og kul, og et bryggers.
Der var landbrug til kroen, så man selv kunne fremstille den mad, der blev serveret – sammen med fisk og vildt fra området.
Kroen tilhørte fra 1886 til 1924 Peder Kielsholm, og efter hans død drev først hans kone kroen, og siden fra 1930 hans søn, Evald Kielsholm. I 1932 ophørte spiritusbevillingen, og man fik i stedet afholdsbevilling. Samme år blev der bygget fem værelser på loftet med kviste i taget, og der blev opført en sal ved husets østende, hvor selskaber kunne leje sig ind. Nu begyndte man at satse på sommergæster. Der var plads til cirka 20 gæster på fuld pension. Kroen havde annoncer i Københavneraviser, og det trak faktisk en del gæster. Man havde også flere faste gæster, der kom i jagtsæsonen.
Under 2. Verdenskrig blev kroen beslaglagt til tysk indkvartering, og der boede omkring 80 mennesker. Kroholdet forsatte til 1952, hvor kroen blev eksproprieret, og bygninger blev nedrevet i 1954.
Evald Kielsholm flyttede lidt ind ad vejen mod øst og boede i et lille hus, lige inden for det havdige, der blev opført ved Mærsk i 1952. Hans hus blev sammen med de omliggende gårde eksproprieret i 1972, da havdiget blev flyttet mod øst.
Indtil midten af 1970erne fandtes endnu rester af ajlekulen, og i sommeren 1978 kunne man stadig se en lille stump af stenpikningen omkring brønden samt et stykke cement fra bryggersgulvet. Det lå nu ude på stranden vest for havdiget. Det hele er siden forsvundet i havet.
.
Kilde: Ellen Damgaard
Tidligere leder på Lemvig Museum