- |
- dengang i forlængelse af Tuskærvej vest for nuværende Kulturcenter Tuskær
I 1919-1921 blev der bygget et havdige vest for Mærsk Kro. Mærsk Kro lå ved fortsættelsen af den vej, der stadig fører ud til Kulturcenter Tuskær.
Dette dige blev senere søgt beskyttet ved hjælp af en række høfder (høfde I-V) fra Tuskær og sydpå, opført 1931-1932.
I 1941-1949 blev der så bygget et nyt havdige på Thorsmindetangen. Det skete for at undgå digebrud med deraf følgende oversvømmelse af hele Nissum Fjord-området.
På det tidspunkt var der 10 - 12 huse og små ejendomme på tangen, som blev eksproprieret.
Nord for det gamle Mærskdige truede havet med at skære sig ind bag havdiget vest for Krogdal Sø. Vandbygningsvæsenet besluttede derfor at rykke havdiget længere østpå.
I 1952 blev ejendommene i området eksproprieret, blandt andet Mærsk Kro.
Det nye dige gik hen øst om kroen og vest om ”Toldhuset”. Kroens bygninger blev solgt af staten til nedrivning til den tidligere ejer, Evald Kielsholm. Han udsatte nedrivningen, og i januar 1954 skrev VBV til ham, at hvis det ikke var nedrevet senest 22. Januar 1954, ville det blive nedrevet på hans regning.
Da havdiget ved Mærsk Kro var blevet bygget, opgav man at vedligeholde høfdegrupperne I-V (ud for Mærskdiget) og R-U (ud for Kirkegård og Ruby i Fjaltring). Herefter blev den sydligste høfde Høfde Q.
I de følgende år skete der en kraftig indskæring i området syd for Høfde Q, så kraftig at der til sidst var fare for, at Mærskdiget skulle blive bagskåret.
Derfor besluttede man, at bygge et stormflodsdige, der skulde sikre mod en bagskylning til Nissum Fjord og ødelæggelse af Ramme å afvandingsanlægget med tilhørende pumpestation.
Hvem der var initiativtager vides ikke; men Kystinspektoratet og den tidligere sognerådsformand og daværende byrådsmedlem Peder Ruby, var naturligvis godt kendt med problemerne.
Fredningsplanudvalget, med amtmand Back som formand, var formentlig blevet orienteret om forholdene og Kystinspektoratets tanker om et stormflods dige.
Befolkningen
vidste ikke noget om de fremtidige planer, før lodsejerne vest for Rubyvej og
en lige linje derfra over til Tuskærvej, samt lodsejerne i området syd for
Tuskærvej og vest for Torsmindevej, der alle var naboer til havdiget, blev
inviteret af amtmand Back til et møde i Fjaltring Forsamlingshus.
Her blev der orienteret om opkøb af de omhandlede arealer.
Dette møde blev holdt i 1973, og der blev fremsendt pristilbud til lodsejerne.
Ejerne af Sdr. Sønderby, Tuskjær og Dalgård gjorde opmærksom på, at deres
eksistens som landmænd ville være umulige, hvis næsten al tilliggende jord blev
solgt fra bygningerne.
Herefter måtte amtmand Back tage en ny forhandlingsrunde med de tre ejere og
det bevilligende ministerium.
Ejeren af Nørmark (Kjeldbjergvej 34), hvis bygninger også lå i det opkøbte
område, ønskede dog ikke at sælge bygningerne til den tilbudte pris.
Hektarprisen var efter daværende forhold ikke høje; men man købte det areal der var på matrikelkortene, altså det som var på kortet da man sløjfede høfderne syd for høfde Q, uanset at noget af det var opslugt af havet eller dækket med sand.
Betalingen af købet skete i 1974, og herefter byggede Kystinspektoratet stormflodsdiget, der blev anlagt fra havdiget, hvor Torsmindevej svinger mod nordøst længere ind i landet og op til Mårupgårdvej. Her endte man i kote 5, svarende til daværende højde på havdigerne.
Sandet man
brugte til anlægget af diget blev hentet med lastbiler fra Nørre Bjerg i Trans.
De tre gårde der blev berørt af jordkøbet stod nu
tilbage. Fjaltring Trans beboerudvalg fik råderet over dem, og i løbet
af kort tid flyttede det grønlandske teater fra Holstebro, der senere
blev til Tuukkaq Teatret, ind her. Tuskjær og Sdr. Sønderby blev
brugt til lidt af hvert i nogle år, bla.a. bofællesskab.
I 1986 overtog
Elin Nilsson Tuskjær og opbyggede det nuværense Kulturcenter Tuskær.
Området administreres af Skovdistrikt Klosterhede. Herunder hører også den nedlagte redningsstation Tuskjær på Rubyvej.
Siden har man ved hjælp af nye kystsikringsmetoder holdt kysten, så den ikke længere truer baglandet.
Jeg været med til at bygge dæmningen nord for Thorsminde til Fjaltring.
Der
blev vi en dag fyrret for dovenskab af formanden. Dvs. mig, Høj Maden,
Aksel Houl og den lille svensker. Men så skulle vi jo have opgjort
lønnen, for det var jo akord arbejde, og så viste det sig, at vi havde
så meget overskud, at vi fik den dobbelte timeløn.
Grunden til at vi
blev fyrret for dovenskab var, at vi en gang
imellem, når vi havde fyldt trillebørene
med sand satte vi os og stoppede
piben, og det var ikke tilladeligt på en arbejdsplads den gang.
Men det endte også
med, at vi blev kaldt ud på pladsen igen.
Det var omkring 1941.
Det var
for øvrigt ikke for VBV vi arbejdede for, men for entreprenør Bækgaard.
Det var
hårdt arbejde at køre sandet ud på slisken og tippe den ned.
Ham der kørte forrest med trillebøren kaldte man ”fortriller”. Det har jeg også været. Det krævede, at man gav folk tid til at fylde trillebørren, men der skulle ikke mere på end at sandet stadig var der når de nåede op og skulle tømme det ud.
Men
efterhånden blev der lagt tipvognsspor ud, og så det var vognene der skulle
fyldes, køres ud og tippes ned.
Og da fandt vi ud af,
at fagforeningen ingenting var værd. Vi havde lavet en akord med
entreprenør Bækgaard
om, at vi skulle have 1 kr. pr. vogn vi læssede.
Da der var gået nogle dage blandede fagforeningen sig i det. Vi måtte
ikke få
mere end de københavnere der arbejdede der. Bækgaard ville selv
bestemme, hvor meget han betalte, men det endte med, at det blev sat
ned til 75 øre pr vogn, som var den
aftale fagforeningen havde indgået med københavnerne. Men det endte
alligevel med, at vi
fik 1 kr. pr vogn. I det Bækgaard fandt et hul i aftalen med
fagforeningen.
Hvis vi læssede 25 vogne om dagen fik vi 1 kr pr
læs.