Historien om Fjaltring & Trans

I 1787 blev det muligt for de større og mellemstore landbrug, at købe sig fri fra godserne og dermed blive selvejerbønder. Den udvikling var på det tidspunkt for længst i gang i Fjaltring og Trans. Der var på det tidspunkt ikke mange fæstebønder under Rysensten.

Det var også, som følge af nævnte reformer, at man udskiftede jorden og flyttede gårdene ud fra landsbyfællesskabet; men den form fællesskaber var heller ikke almindeligt her. Bortset for enkelte tvillinggårde, var der mest ”randbebyggelser”, hvor gårdene lå langs veje der gik parallel med havet.

Bortset fra enkelte større gårde som, Herpinggård, Emtkjær, Sdr. Bjerg og Skalkhøj, havde de fleste gårde en størrelse på 30 tønderland. Men derudover var der en del husmandssteder på 3 – 5 tønderland, hvor man ikke kunne leve af landbruget; men det var baseret på, at manden skulle arbejde som daglejer eller fisker.

En ung medhjælper og en pige var meget almindelig på en gennemsnitsgård.

Hvad angår jordbundskvaliteten, skilte det ved Fjaltring kirke.  Nord for er der den gode jord med lermuld og syd for er det sandmuld.

Derudover var der også en del engarealer, som langs havet i den sydlige del af sognet, ved Dybå, ved Ramme Å og Høvsøre.

Høslæt fra klitengene på tangen mellem Bøvling Fjord og Havet, var et væsentligt bidrag til landbrugsdriften.

Man har altid brugt traditionelle dyrkningsmetoder, men præsten M. A. S. Lund, der var præst i Fjaltring og Trans sidst i 1800tallet, lærte landmændene flere nye dyrkningsmetoder.

Træer og buske har altid haft det svært her på egnen, mange arter tåler ikke blæsten og saltet.

Ole Pedersen Ruby (1911 - 74) renser roer på gårfden Ottedal, ca 1930

Høst på gården Nørremark, før 1935

Høsh

-