| - |
Mit fødehjem er Nørremark, der i dag har adressen Kjeldbjergvej 34 i Fjaltring.
Gården blev i sin tid udstykket fra Nr. Ruby til min farmor og farfar, Ane Johanne Christensen (1850 – 1911) og Peder Pedersen Ruby (1848 – 1916), da de blev gift i 1873. Min farfar var født og opvokset i Nr. Ruby.
Jeg har lært at cykle ”ude i æ hav” et sted mellem 2. og 3. revle..
Hvor meget jord der var til Nørremark?
Der var en 27–28 tdr. da vi flyttede derfra i 1935.
Men der forsvandt jo noget hvert år. Min far havde en bror, der hed Kristoffer, og som sejlede med skoleskibet Georg Stage.
Han var kun hjemme én gang, da han var 17 år, og så slog han sig ned i Sydamerika.
Far var ikke den store skrivende mand; men det var alligevel altid ham,
der skrev til farbror Kristoffer hvert år til jul, og inden han skrev,
tog han favnemålet og målte afstanden fra ladeporten til skrænten, og det skrev han så til farbror Kristoffer.
Jeg kan ikke huske afstanden og har desværre heller ikke de breve, vi fik fra farbror Kristoffer.
Det var et meget lille hus, der lå vest for os og man skulle forbi
os for at komme dertil, og det hed Sønder Dybå. Der var så lavt til
loftet, at far ikke kunne stå oprejst mellem bjælkerne derinde.
Mitte
har aldrig haft en mand. Jeg kan til nød huske Mittes mor, som hed
Katrine; men hendes far var druknet, før jeg kan huske noget.
Der
hørte et lille stykke jord til huset, og de havde en ko, der kunne
græsse der. Fars far lejede jorden i 49 år mod en pot (én liter - red.)
mælk hver dag i de 49 år. Havet havde taget jorden længe før de 49 år;
men mælken blev Katrine ved med at få til tiden var udløbet.
Læs hele historien om Mitte i menuen Livshistorier
Jeg kan huske, der lå tre huse nord for Dybå. I et af dem boede Laurids og Margrethe Jensen.
De nåede at flytte deres hus tre gange for havet. Da havet gik ind af
vinduet i det første hus, de boede i, sagde Margrethe, at nu ville hun ”sjynne fo” ikke være her længere. De havde geden i køkkenet, som også var det samme som bryggerset.
De kom meget i mit hjem. Når stueuret skulle renses, kom Laurids og indtog spisebordet. Det tog en hel dag at få det renset med alle de historier, der skulle fortælles.
Jeg
kan svagt huske nogle af de gamle arbejdere, der havde været med til at
bygge de første høfder i 20- og 30erne. De var blevet hængende, da
høfdebyggeriet var slut og blev i mange tilfælde landevejens folk eller
kystens folk, da de gik mest langs kysten, og de havde ikke nogen fast
bopæl
De
var gamle i min barndom; men var nogle festlige og fredelige fyre, som
vi ikke var bange for, heller ikke når vi var alene hjemme.
De levede, som de bedst kunne, med masse af brændevin.
De
gik lidt ud som daglejere; men fiskerne ville ikke have dem med ud. Jeg
husker engang, at de klagede over, at brændevinen fra købmand Grønfeldt
frøs til is i sengen, så de mente han kom vand i, for brændevin kan
ikke fryse.
De blev mange gange kaldt noget andet end deres rigtige navne, da de ikke ville sige, hvad de egentlig hed.
De
kom forbi os en gang i mellem og fik en bid brød. De ville gerne have
ren kogesprit; men det gemte mor, når vi skulle være alene hjemme, så
de ikke kunne overtale os til at finde det til dem.
En af dem, jeg
kan huske vi kaldte Peder Risom, holdt noget til i Fjaltring, og han
var ikke helt så fordrukken som de andre. Han var den, vi kendte bedst,
for han kom ofte forbi os.
(Ifølge fortællingen, var han født i Fjaltring og boede også her i 1930 - red)
Og
så var der en, jeg ikke husker navnet på, der holdt haven ved præstens.
Pastor Sørensen gik ofte til havet langs med diget, og når vi stod
udenfor og pumpede vand ind til køerne, gav han en gang imellem en hånd
med, for så var der kaffe bagefter. Og det er herfra, jeg husker, han
fortalte om ham. Især husker jeg historien om, at når han var for fuld
til at kunne arbejde, meddelte han præsten, ”at i dag er den for høj”
Hele Anna Maagaards historie kan ses på lokalarkivet