Historien om Fjaltring & Trans
Livshistorier
Mitte ”Kjeldbjerg”.
(Birgitte Marie Ruby Kristensen)
Født 01.11.1877 - død 15.10.1956
(Kjeldbjerg navnet har hun givetvis efter, at hun boede på Kjeldbjerg)
Fortalt af Anna Maagaard *Ruby
der er opvokset på nabogården Nørremark (Kjelbjergvej 34)
Mittes forældre:
Indsidder og fisker: Peder Ruby Christensen og hustru Katrine Kristine Pedersen.
Mitte
har aldrig haft en mand. Jeg kan til nød huske Mittes mor, som hed
Katrine; men hendes far var druknet, før jeg kan huske noget.
Der
hørte et lille stykke jord til huset, og de havde en ko, der kunne
græsse der. Fars far lejede jorden i 49 år mod en pot (én liter - red.)
mælk hver dag i de 49 år. Havet havde taget jorden længe før de 49 år;
men mælken blev Katrine ved med at få, til tiden var udløbet.
Der
var hønsegård på nordsiden af huset, og den hentede Mitte majs og havre
til på cyklen. Kartoflerne skulle hun have hos os, som aftalen også var
i jordlejen. Far satte dem, og så skulle hun selv holde dem rene. Mitte
levede sådan set af Nørremark, som følge af den gamle aftale.
Når man kom ind af bryggersdøren, var der høns til venstre og en trappe op på loftet, hvor der var brændsel.
Foran huset var der en pumpe. Der var stue i den ene ende af huset.
Pæn indgang var der da også, men der stod for det meste en seng, for et sted skulle den jo være.
Om sommeren kom
kakkelovnen ud, så der blev mere plads i huset, for der var ikke for
meget plads, når både mor, søster, bror og Mitte skulle være der.
Og så blev der sat et lag nyt tapet op uden på det gamle. Loftet fik en
gang maling uden på røg og støv, og vinduerne blev malet lidt længere
ind på glasset hver gang – den gamle maling skulle jo dækkes!
Både
Mitte og hendes mor Katrine ”strænede” meget. De havde et forklæde, de
brugte til det samme. Det var et stort stykke firkantet tøj med et
bånd, som blev bundet i taljen.
At ”stræne” var at samle små stykker træ og pinde ved havet til at putte i komfur og kakkelovn.
Det
træ, som strandfogeden lod ligge, måtte de tage. Hvis man så gik ved
aftenstid i skumringen, så kunne der godt smutte lidt større stykker
med - det lunede alt sammen. Der var mange, der ”strænede” langs
vestkysten. - Dengang var der mange fattige folk.
I
huset boede også en søster, Mette –”sølle Met” -, nok det som vi i dag
vil kalde et mongolbarn. Hun kunne ikke se og heller ikke høre. Men
mærkeligt var det, at hun en to– tre dage omkring fuldmåne stod ved
husenden og hylede. Der er ingen, der ved, hvad hun oplevede. Vi var
ikke bange for hende, da vi jo var vokset op med, at hun var der. Hun
ville altid hen og mærke på os, og det gjorde jo ingenting, hvorimod
andre børn veg langt væk fra hende; men der var ikke så mange, der kendte til ”sølle Met”.
Der
var også en bror, Frederik, som jeg kan huske døde af malaria, som han
havde pådraget sig ved at sejle på de store have. Han boede hjemme den
sidste tid, så de boede på et tidspunkt fire voksne i det lille hus. En
anden bror, Lorents, boede også i Fjaltring. Jeg husker, at Lorents
hentede far for at hjælpe Frederik ned fra loftet, så han kunne komme
ned at dø. Efter den tid kom Mitte til at bo alene i huset.
Folketælling i 1925 - her bor der stadig fire i huset
Mitte var et glad
menneske, der ud over det, hun hentede hos os, levede af at gå rundt på
gårdene og hjælpe til. Hun var meget i Enevoldsgård og hjalp ellers til
som opvasker, når der
var fester.
Hvor længe hun
boede i huset, husker jeg ikke helt; men hun boede der i hvert fald i
begyndelsen af krigen. Tyskerne tog huset kort efter besættelse, og så
flyttede hun op til sin bror Lorents, som var blevet enkemand i
1944. Her var hun indtil sin død i 1956.
Vest for Mittes hus lå Maren Gros` hus; men det kan jeg kun huske ruiner fra.
-