Han var grundlægger af tømrerfirmaet Brun.
Født i Harboøre 1862 død 1941 i Fjaltring
Gift med Kirstine Jensen (født i Skyttesgaard i Fjaltring) født i 1861 – død 1912
Jens Marius Theodor Brun 07.01.1892 – 16.02.1973. Tømrermester i Fjaltring
Niels Brun 1893 – 1938. Boede i et hus nabo til os, sammen med bedstefar og moster, der holdt hus for dem.
Gustav Jensen Brun 1896 – 1916 tømrer. Døde af blodforgiftning.
Han var meget begavet og vellidt. Han skrev en dagbog om Fjaltring og ikke mindst om oplevelser ved havet.
Bedstefar kom til Fjaltring fra Harboøre som møbelsnedker, og startede i 1885 et tømrerfirma i Fjaltring.
I 1924 overtog far forretningen.
Bedstefar var en meget fin snedker, vi har et chatol, han har lavet.
Hans mor kom fra Brunsgaard i Harboøre, derfra fik de navnet Brun.
En legende fortæller, at han sammen med sin bror, ”Kre”. Brun flyttede fra Harboøre til Fjaltring, da de ikke kunne med pastor Moe, der på den tid var præst i Harboøre.
”Kre” Brun var møllesvend
og kom til at arbejde på møllen i Fjaltring. Senere købte han Øster
Musholm i Fjaltring, som han drev sammen med en mælkerute til Dybe
Mejeri.
Det, jeg ved om bedstefar, er, at han kom til Klostergaard, hvor han sad til leje.
Jeg ved ikke, om det var Vester eller Øster Klostergaard, det har jeg
aldrig fundet ud af. Han havde værksted i laden, hvor han stod og
lavede inventar. Når karle og piger skulle flytte i plads, skulle de jo
have en kommode eller et skab med, som de bestilte ved ham.
Da Kirstine og Hans Peder Brun blev gift, byggede de værkstedet, eller rettere beboelsen, den nuværende på Vestermøllevej 13.
Bedstefar havde et lille rum, han brugte til værksted.
De havde også apotekervarer og manufaktur; men det var nok bedstemor,
der passede det. En kort tid var bedstefar også en af de første
brugsuddelere i Fjaltring Brugsforening.
Han kunne drive enhver form for forretning; men han levede hovedsagelig af at være snedker.
Min far, Jens Brun, overtog tømrerforretningen efter sin far, da han og mor blev gift i 1924. De byggede som noget af det første værkstedet vest for beboelsen.
Jeg (Gustav) overtog forretningen i 1965, og i 1987 overtog min søn Jens Christen, og han driver stadig Fjaltrings ældste virksomhed.
På lokalarkivet kan man se historien om Ellen og Gustav Brun
"æ tæmrers i Fjaltring".
Her kan man læse om Ellen der kom fra Salling og blev
tømrerens kone i Fjaltring. Om Gustavs spændende familiehistorie og oplevelser
fra et langt liv som tømrer ved havet.
Historien er fortalt i 2012.