Strandings historier

”EDMOND GUSTAVE” strandet ved Fjaltring 1912

 
Dampskibet ”Edmond Gustave” af Marseille, 1713 registertons, på rejse fra hjemstedet til Stettin med mineralgødning og oliekager.  Strandingen skete på grund af regntykning og uventet strømsætning.

EDMOND GUSTAVE

Redningsarbejdet var meget vanskeligt, og mandskabet var i uafbrudt virksomhed i 2½ døgn, hvoraf det sidste halve døgn var forbundet med store anstrengelser og livsfare.  Hele redningsaktionen varede fra den 8. til den 10. november og igen  fra den 13. til den 17. november.

For denne dåd blev ”Tuskjær”s  13 redningsfolk belønnet med sølvmedalje af den franske stat.

Den 8. november 1912 kl. 18 meldte ”Tuskjær”s vagt, at en større damper var strandet lidt syd for stationshuset, og da søen var meget høj, mødte redningsmandskabet og 5 par heste for at køre båden til stranden.  Kl. 19.30 roede man ud til damperen, og kl. 21 vendte man tilbage med 2 mand af besætningen.  De resterende 24 mand ville ikke forlade damperen.

Den 9. november om formiddagen var vinden blevet østlig, og søen var faldet så meget, at flere fiskerbåde havde sat bjærgere om bord i damperen. 

Kl. 14 gik redningsbåden atter ud, og havde de to franskmænd med.  Den ene af de to kunne forstå dansk, og han skulle fortælle besætningen om bord, at det ville være for farligt at tilbringe natten på damperen, da det var tvivlsomt, at redningsbåden kunne gå ud, skulle vinden ændre sig, og damperen var for langt fra land til brug af raket med redningsstol.  Lemvigs politimester havde endvidere skrevet en opfordring til kaptajnen om at forlade skibet, før det blev aften.  Switzers bjergningsdamper ”Ægir” var kommet til strandingsstedet, men damperens besætning ville ikke forlade skibet.

Men på grund af den gunstige vind anså man det ikke for nødvendigt at holde redningsbåden på stranden, og kl. 15 blev mandskabet sendt hjem.

Men omstændighederne ændrede sig dramatisk.  Straks om morgenen den 10. november blev vinden vestlig og tiltog til stiv kuling, og søen voksede stærkt.  Selv om der ikke fra skibet blev givet signal om, at besætningen ønskede at forlade det, satte man alligevel redningsbåden i søen, inden det blev for sent. Redningsbåden fyldtes straks med vand, men efter flere forgæves forsøg lykkedes det alligevel at få båden roet ud til damperen, hvor den tog 14 mand om bord og landsatte dem kl. 11.  Søen var nu så høj, at det ikke var muligt at få redningsbåden flot igen, men med assistance fra nogle fiskere, som ved hjælp af liner halede redningsbåden  langt ud , kom man så nær til damperen, at de sidste 12 mand kom om bord og landsattes med middagstid.

Den 13. november slæbte bjergningsskibet ”Viking”  damperen ud fra havstokken, og skibet stod nu fast på revlen ca. 500 m fra land.  Om bord befandt sig 40 bjærgere, 4 mand af besætningen og en dykker fra Switzers, men søen begyndte at blive så urolig, at fiskerbådene ikke kunne gå ud og hente bjærgerne ind.  Om morgenen den 15. november var vinden blevet NNV, søen var tiltaget, og damperen havde flyttet sig 500 m syd fra det sted, hvor den først stødte på revlen. 

Den 16. november kl. 9 gik redningsbåden ud for at hente bjærgere, som havde været om bord i flere døgn uden tilstrækkelig proviant, og kl. 10.30 og kl. 16.30 landsattes 14 bjærgere, men de øvrige ønskede at blive for at fortsætte losningen.  Redningsfolkene forblev på stranden natten over, fordi søen var så urolig, at almindelige både ikke kunne gå ud.

Den 17. november  om morgenen var vinden løjet af og ved 7-tiden, da flodtiden var indtrådt, begyndte Switzers skibe ”Viking” og ”Ægir” at slæbe ”Edmond Gustave” udefter, og kl. ca. 9.30 blev skibet flot.  Redningsbåden gik da ud for sidste gang og hentede 17 af de ombordværende bjærgere, mens de øvrige forblev om bord i damperen, som kl. 15 afgik ved hjælp af de to redningsskibe.