Den 22. februar 1907 skriver den dengang 11-årige Gustav Jensen (Brun):
Vi
havde netop fået fri i skolen til middag, da vi hørte folk tale om, at
et skib var at se et stykke fra land. Man formodede, at skibet
ville gå ind til kysten, da stormen havde raset flere dage i forvejen,
så skibet sandsynligvis var havareret.
Fra bakken kunne man se
skibet styre lige mod land. Folk begyndte at gå til havet, og
skolebørnene fik også lov dertil. Snart fyldtes strandbredden med
mennesker. Skibet, en bark, var nu tæt ved kysten og løb en kort
tid syd på langs denne. Det varede ikke længe, før barken grundstødte
på revlen, hvorefter den langsomt drejede rundt og fik stævnen mod
nord. Søerne slog ind over den i endeløse rækker. På
stranden tog Fjaltring redningsmandskab fat med opstilling af
raketapparatet, thi båden kunne ikke gå ud.
En raket gik ud, men
den faldt i havet langt inden for skibet. Endnu et par blev
affyret. Samme resultat. Ferring redningsmandskab kom
også på pladsen. Sendte et par raketter ud, men opnåede heller
ingen forbindelse. På dette tidspunkt var masterne gået over
bord. Barken var kun et vrag. Besætningen, der hele tiden
havde opholdt sig på agterdækket, var svunden ind til ganske få
mand. Hver eller hver anden brådsø tog en mand med sig.
Barken hældede ind mod land, så styrbord ræling stod under vand.
Stadigvæk svandt mandskabet. Da der til sidst kun var en tre-fire
mand, forlod den ene sine kammerater, nærmede sig med sideskridt
midtskibet, mens han holdt sig ved bagbords rælingen, der stod højt
over vandet.
Undervejs tog han mod flere hårde styrtsøer, men
han holdt fast. Da han nåede midt på dækket, bandt han sig fast
der. Og snart var han den sidste mand på barken. For hver
sø blev han slået i dækket, men rejste sig atter og stod tydelig mod
det gule renskyllede dæk. Men en gang rejste han sig ikke
mere. Og da der kom flere søer, led han samme skæbne som
kammeraterne. Den sidste gik over bord. I de følgende dage
drev i land vraggods, og deriblandt også en del redningsbælter med
navnet: ”TIMARU”.
De fleste af disse bælter var båndene
sammenknyttede på, og så igen revet itu et andet sted. Der gik
den mening blandt folk, at mandskabet havde haft dem på, men så
siden revet dem af sig for at få en ende på lidelserne.
Barken ”Timaru” var lastet med koks og skulle have været til Kristiania.
Teksten er fra udstillingen i den nedlagte redningsstation Tuskjær.